Henrettelse ved 'brænding på bål', var en form for dødsstraf, herhjemme især praktiseret i middelalderen. Brænding på bål blev anvendt om staf for forbrydelser som forræderi og kætteri, men er nok mest kendt som straffen for ”hekseri”. I Europa har brænding på bål dog været brugt som henrettelsesmetode lang tid før middelalderen.

Dødsårsagen afhang af hvordan man blev brændt. Normalt stod man på toppen af et bål, bundet til en pæl. Dette medførte, at der kunne gå nogle minutter før ilden blev kraftig nok til at dræbe. Hvis der var tale om et stort bål (fx når flere blev brændt på én gang), indtraf døden som regel som følge af røgforgiftning (carbonmonoxid forgiftning), før ilden nåde til den dømte. Men hvis der var tale om et mindre bål, med en mindre røgudvikling og en lavere temperatur, kunne den dømte brænde i et par minutter før døden indtraf - enten som følge af hedeslag, eller tab af blodplasma. Dette var selvsagt en meget smertefuld død. Normalt ville bødlen lægge en dynge træ omkring den dømtes fødder og lægge, og efterfølgende arrangere mindre bundter af grene og strå på strategiske steder op langs den dømtes krop for at sikre, at vedkommende brændte før døden indtraf. Hvis bødlen gjorde sit arbejde ordentligt, ville ofrets hud brænde i rækkefølgen: lægge, håndled og hænder, torso og underarme, mave, bryst og ansigt, hvorefter døden ville indtræffe. Man kunne dog være heldig at dø af kvælning, mens der stadig kun var ild omkring ens lægge.

Ved nogle brændinger blev et reb lagt om den dømtes hals og ført gennem et ring, så den dømte kunne kvæles samtidig med vedkommende blev brændt. Senere i England blev de dømte i nogle tilfælde hængt før de blev brændt. Ved nogle brændinger i de skandinaviske lande og i Tyskland fik ofrene enten bundet en pose med sortkrudt om halsen, eller blev selv bundet til en stige, for derefter at blive smidt på bålet, når ilden havde fået rigtigt fat. Dette blev gjort for at give en hurtigere og mere smertefri død.

Heksebrændingerne