'Slaget ved Kolding
' var et feltslag nær Kolding 23. april 1849 under Treårskrigen 1848-1850.
Den danske styrke var på over 40.000 mand, preussernes 50.000, og udstyrsmæssigt var de 2 styrker næsten lige stærke, preusserne havde dog flere 12 punds kanoner.
Efter opsigelsen af våbenstilstanden med Preussen blev fjendtlighederne genoptaget den 3. april 1849. Efter at have vundet i kampene om Haderslev, Avnbøl og Ullerup var danskerne klar til angrebet på den fjendtlige hær ved Bov, men fik ordre til at trække sig tilbage til Als og Kolding. Det skete efter en fejlslagen skinmanøvre med linjeskibet Christian VIII og fregatten Gefion den 5. april i Egernførde-fjorden, hvor man forsøgte at holde den slesvig-holstenske hær i den tro, at en landgang kunne finde sted dér. Tyskerne marcherede derfor nordpå, og efter få timers kamp trak general Rye sig tilbage til Almind-området, og tyskerne indtog 20. april Kolding og indrettede en stærk stilling i og omkring byen. General Bülow besluttede at kaste fjenden tilbage og indledte angrebet d.23. april om morgenen.
Slaget om Kolding skulle indledes med et angreb på 2 flanker nordfra.
Om morgenen angreb danskerne de preussiske stilliger over en bred flanke og mødte hård modstand. Bülows brigade kæmpede sig helt frem Slotssøen og mødte megen modstand her. Ryes og Moltkes brigader havde erobret broen ved Ejstrup, men havde mødt modstand ved Vejlevej. Preussernes general Bonin følte sig presset og beordrede sine flanker sammen i en kileform og trak sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere. Danskerne troede, at slaget var vundet, men preusserne vendte tilbage med 12 pundskanoner og forstærkninger fra Koldings sydområde og kæmpede hårdt om Koldings centrum. Da de var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia, og kampen var tabt.