• Torkil Lauesen
• Carsten Nielsen
• Niels Jørgensen - død 2008
• Jan Weimann nu Jan Jacobsen
• Bo Weimann
• Peter Døllner
• Karsten Møller Nielsen
• Marc Rudin (alias Jihad Mansour) Marc Rudin, PFLP Supporter, Sentenced To 8 Years In Prison In Denmark

*og så fik de hjælp til at skaffe personoplysninger af den kvindelige læge Kari Havsland Jørgensen, der aldrig er blevet tiltalt for sin andel i bandens forbrydelser.

Peter Øvig Knudsen har skrevet en bog om sagen: første del udkom marts 2007 og andet bind november 2007:

En dag i det tidlige forår 2005 står forfatteren Peter Øvig Knudsen foran en tung jerndør til et stort kælderlokale under Københavns Politigård.

Forfatteren, der senest skrev bøger om besættelsens stikkerdrab og torturbødlen Birkedal, har taget et langt spring frem til sin egen tid for at skrive om sagen, hvis akter fylder et kælderrum på størrelse med et parcelhus. Der er tale om den mest spektakulære danske kriminalsag nogensinde. Blekingegadesagen. Alene sagens resume fylder 18.000 sider.

Da Peter Øvig Knudsen står foran døren til det aflåste rum, ved han stadig ikke, hvilken historie han vil fortælle om bandens medlemmer og deres gerninger. På det tidspunkt har han ingen anelse om, at kun en brøkdel af politiets materiale hidtil har været kendt af offentligheden.

I løbet af de følgende to års research skal det vise sig, at rummet bag jerndøren gemmer på alt det, vi ikke vidste om Blekingegadebanden.

Om gruppens første forbrydelser, deres kontakter til internationale terrorister, eksempelvis manden, der opfandt de moderne flykapringer. Om de unge aktivisters hemmelige liv, som dele af politiet i årevis forsøgte at holde trit med – ofte forgæves.

For Peter Øvig Knudsen har sagen en magisk tiltrækning, allerede før han har set det første dokument. Han ved, at sagen om Blekingegadebanden har alle de elementer, han søger efter som forfatter. Personer, der i deres liv bevæger sig i et univers, hvor etik og moral bliver trukket helt ud til kanten eller lidt længere – og hvor det ofte sker i et spil med døden som den mulige, ultimative udgang. Sagen er også et spring væk fra hans tidligere bøgers emnekreds, og det valg er helt bevidst.

»Jeg vil ikke være ham, der skriver om besættelsen«, siger han.

I 2005 er det sagens tidligere efterforskningsleder Niels Bach, der med en boltsaks maser den sidste hængelås op, så Peter Øvig Knudsen kan komme helt ind i det inderste kælderlokale, hvor sagens originaldokumenter befinder sig. For politimanden har sagen en helt anden betydning. For ham er der ingen magisk tiltrækning ved at se dokumenterne i reol efter reol. Slet ikke. Det var efterforskningen af netop Blekingegadebandens gerninger, der i tre år forhindrede ham i at se sine børn vokse op.

»Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at glemme den sag«, siger han i Peter Øvig Knudsens bog ’Den danske celle’, som udkommer 15. marts.

Det får Niels Bach imidlertid svært ved i den kommende tid, for bogen fortæller ikke alene Blekingegadebandens forhistorie fra 1960’erne og 1970’erne. Bogen bliver også fulgt op af endnu en bog, der til efteråret fortæller om de forbrydelser, der var centrale i retssagen mod bandens medlemmer, heriblandt drabet på politimanden Jesper Egtved Hansen ved røveriet mod Købmagergades Postkontor i København.

Postrøveriet gav et udbytte på 13 mio. kr. Det var penge, som ikke skulle gå til at forsøde tilværelsen for bandens stærkt venstreorienterede medlemmer. Pengene skulle sendes videre til blandt andre den palæstinensiske oprørsbevægelse PFLP.

Gennem flere årtier havde den politiske filosofi i Blekingegadebanden været, at det var omsonst at arbejde for en revolution i Danmark, hvor arbejderne for længst var blevet bestukket af det kapitalistiske samfund med høje lønninger og andre goder, ikke mindst på bekostning af folk i den tredje verden. Det var det, man i banden kaldte ’snylterstatsteorien’. Nej, i bandens særlige optik var der derfor mere fornuft i at bestjæle det kapitalistiske samfund og yde konkret, materiel hjælp til oprørsbevægelser i den tredje verden. Hjælpen skulle være penge eller våben.

I ’Den danske celle’ fortæller Peter Øvig Knudsen historien om, hvordan forløberen for Blekingegadebanden begyndte de kriminelle aktiviteter først i 1970’erne. I sin research til bogen har forfatteren talt med tidligere medlemmer af den politiske organisation KAK, Kommunistisk Arbejdskreds, der bekræfter, at banden gennemførte nogle af datidens groveste og mest professionelle røverier. Det var i den politiske gruppes indre kerne, politiet i 1989 fandt frem til bl.a. de senere dømte Niels Jørgensen, Jan Weimann, Peter Døllner og Torkil Lauesen.

Samtidig afslører bogen, at medlemmer af KAK’s ungdomsorganisation var særdeles aktive på den militante venstrefløj allerede i 1970. Øvigs research viser, at de unge aktivister ikke ville nøjes med at demonstrere mod det berømte møde i Verdensbanken i København. Med inspiration fra KAK’s ubestridte leder Gotfred Appel planlagde de et decideret attentat mod kongrescenteret Bella Centeret, der var bygget få år forinden ved Bellahøj i København. Det store center skulle angribes og brændes ned til grunden. Med i planlægningen af attentatet var bl.a. Appels højre hånd Jens Holger Jensen og den unge Xander Truelsen. Xander var overlægesøn fra Fyn, men valgte i stedet for universitetsvejen at gå i lære som værktøjsmager. Efter en tid i DKP lod han sig fascinere af maoisten Appel, og allerede i 1969 var han den ene af de første to danskere, der var i militær træningslejr i Jordan hos det revolutionære PFLP.

Natten til 8. september 1970, to uger før Verdensbankmødet, mødets otte unge medlemmer af KAK, heriblandt Xander Truelsen, i et buskads ved Nørrebro Station i København. På fire motorcykler kørte de sammen ud til Bella Centeret. Bag på hver motorcykel sad en passager bevæbnet med en stor hammer og en benzinbombe, en såkaldt molotovcocktail, der skulle smides ind gennem de dobbelte glasdøre ved indgang 1, 3, 5 og 7 og derefter forhindre det store møde i Verdensbanken i at blive holdt.

Attentatet blev de politiske aktivisters første, store lektion i, at minutiøs forberedelse er alt. Forud for aktionen havde Xander Truelsen udtrykt sin skepsis. Med sine erfaringer fra Helsingør Skibsværft mente han, at de nye bygninger ved Bellahøj formentlig ville være udstyret med moderne sprinkleranlæg, som kunne stoppe en brand. Appel fejede indvendingen af banen. Intet kunne efter hans mening stoppe brændende benzin, og når Appel havde udtalt sig, turde ingen sige ham imod.

Da aktivisterne dagen efter inspicerede kongrescenteret, kunne de se, at sprinkleranlæggene havde sørget for, at der kun var sket ubetydelig materiel skade, og i de næste mange år begik de aktivistiske unge ikke tilsvarende fejl. Tværtimod. Hver gang politiet efterforskede nogle af deres forbrydelser, bemærkede de den professionalisme, aktionerne var gennemført med.

Fortsættelsen blev uden Xander Truelsen. Han trak sig ud af KAK kort efter de voldsomme demonstrationer mod Verdensbanken. Årsagen var Gotfred Appel. Under urolighederne var medlemmerne af hans gruppe særdeles aktive. Men det skyldes ifølge Appel kun, at de unge mennesker var uden styring, fordi han selv på det tidspunkt var i Mellemøsten på rejse. Ifølge Appel selv gav han dem efterfølgende ordre til at koncentrere sig om de mere fredsommelige studier af de politiske teorier. Hans udlægning står dog ikke uimodsagt.

Den anden version, som Peter Øvig Knudsen har fra daværende medlemmer, lyder helt anderledes. Appel var ikke imod deres brug af vold, men sagen var, at han fremover ville bruge dem som en disciplineret og illegal organisation, der kunne yde støtte til PFLP’s operationer. Derfor skulle de holde lav profil udadtil. Ikke flere slagsmål med politiet. Kampen skulle fremover foregå i det skjulte.

Ifølge Xander Truelsen præsenterer Appel ham på det tidspunkt for en plan, der skulle gøre den unge aktivist til leder af en illegal celle og organisere et underjordisk netværk med henblik på en fremtidig revolutionær situation.

»Jeg var alt andet end begejstret for den plan. Jeg havde været på træningslejr i Jordan, jeg havde lige været i spjældet, og jeg var redaktør af et blad, som alle efterhånden vidste repræsenterede de vildeste desperadoer på venstrefløjen. Nu skulle jeg være leder af et illegalt apparat, som lugtede af at skulle udføre en eller anden form for sabotage, gidseltagninger eller tilsvarende aktioner. Det var ikke sjovt længere«, har Xander Truelsen fortalt Peter Øvig Knudsen.

Der var imidlertid andre, der stod klar til at tage over. Ikke mindst den charmerende Jens Holger Jensen. Han var, som der står i Øvigs nye bog, flot som en filmstjerne, et fysisk pragteksemplar, der med stor iver dyrkede karate, ishockey og vægttræning i sine unge år. Og så var han en af de mange teenagere, der i 60’erne blev stærkt venstreorienteret under påvirkning af Vietnamkrigen. Holger Jensen mødte Gotfred Appel i 1967, da den 25 år ældre kommunist stod foran Børsen og delte løbesedler ud. De to var derefter uadskillelige i næsten 14 år. I det civile liv var han brandmand, men det var aktiviteterne i det politiske undergrundsmiljø, der fik Politiets Efterretningstjeneste til at kalde ham »Danmarks farligste mand«, som Peter Øvig Knudsen skriver.

Samme betegnelse kunne journalisten Hans Davidsen-Nielsen hæfte på Holger Jensen i bogen ’En højere sags tjeneste’, der handlede om PET under den kolde krig. En del af bogen handlede om netop efterforskningen af Blekingegadebanden, og ligesom Peter Øvig havde også Hans Davidsen-Nielsen adgang til materialet fra den omfattende retssag.

I sin nye bog fortæller Øvig imidlertid hele den politiske forhistorie for Blekingegadebanden, ligesom han afdækker de personlige historier for en række af de centrale aktører.

En af de helt centrale var netop Holger Jensen. Han var fra Gladsaxe, og flere fra hans gamle omgangskreds kom siden ind i det politiske arbejde. Det var folk som Jan Weimann og Peter Døllner. Og nye unge kom hele tiden til i Appel-gruppen. En af dem var den kun 16-årige Niels Jørgensen, der på det tidspunkt valgte at droppe ud af gymnasiet, samt kostskoleeleven fra Holbæk, Torkil Lauesen. Alle kom senere til at indgå i den inderkreds, offentligheden har lært at kende som Blekingegadebanden.

Da medlemmerne i 1989 kom for retten, var det imidlertid uden den ellers så markante frontfigur Holger Jensen – for på det tidspunkt var han ikke længere i live.

Det var han dog i høj grad, da gruppen i 1970 indstillede de højt profilerede demonstrationer og gadekampe og begyndte at arbejde målrettet – men ulovligt – for at støtte for PFLP.

I dag står det klart, at pengene til oprørsbevægelsen blev skaffet gennem røverier. Da de blev udført, forbandt ingen dem med politiske aktivister. Først senere begyndte man at se røverierne i et større mønster.

Den afgørende kobling blev faktisk først foretaget, da politifolk i 1989 under efterforskningen af Blekingegadebandens formodede røverier i 1980’erne begynder at se lighedspunkter med røverier i 1975 og 1976. Der blev brugt lukkede varevogne, forfalskede identitetspapirer, stjålne nummerplader og de minutiøst forberedte forbrydelser skete med en meget konsekvent og brutal anvendelse af vold.

Forbrydelserne var imidlertid allerede faldet for lovens forældelsesfrist på ti år, da sagen mod Blekingegadebanden tager sin begyndelse i 1989, men afdækningen i Peter Øvig Knudsens bog viser, at gruppens synderegister vitterlig var langt større end det, de blev dømt for.

Et af bandens tidlige røverier blev ifølge Øvig begået mod to ansatte fra en a-kasse. I december 1975 hentede de præcis som de gjorde hver uge en halv mio. kr. i Privatbankens afdeling på Ørnevej i København. Da de kom tilbage til a-kassens afdeling på Nordre Fasanvej, blev de angrebet af to mænd, da de steg ud af bilen. Den ene blev ramt i ansigtet af et skud tåregas fra nært hold og måtte senere bringes på hospitalet for tåregasforgiftning. Den anden blev også ramt, men han nåede at få et glimt af to unge, høje og atletiske røvere iført gasmasker, inden de sprang over en lav mur og var væk.

I tiden efter var der KAK’ere, der så større mængder af penge end vanligt i miljøet, og flere undrede sig. »Jeg kan huske, at jeg tænkte: Gad vide, om det var Jan og Holger, der stod bag? Men jeg vidste ingenting«, fortæller en tidligere KAK’er i Øvigs nye bog.

Kilder i kernegruppen fra KAK har også over for forfatteren bekræftet, at et andet røveri også blev udført af centrale medlemmer af KAK.

Røveriet foregik mod postkontoret i Lyrskovgade på Vesterbro i København i september 1976. Efter lukketid låste to kvindelige postfunktionærer sig ud af kontorets bagindgang. Med sig havde de 550.000 kr. De havde lige slået tyverialarmen til, da to mænd iført dykkerdragter, mørke hætter og gasmasker sprang ud af et folkevognsrugbrød og fyrede to gaspistoler af lige op i ansigtet på dem. Folkevognsrugbrødet viste sig senere at være stjålet to måneder tidligere på Frederiksberg, og nummerpladerne var fem måneder før røveriet forsvundet fra en lastbil, der stod i en åben garage i Nykøbing Sjælland.

Og godt et halvt år efter røveriet mod a-kassen købte den menige brandmand Holger Jensen pludselig et hus i Herlev til KAK’s daværende enehersker Gotfred Appel. Pris: 415.000 kr.

Det var inderkredsen i den politiske gruppe, der stod for den aktive udførelse af røverierne, og de fortalte omverdenen så lidt som muligt.

Nogle af de øvrige medlemmer fik dog små kig ind i de lyssky aktiviteter. De var enten deltagere i de såkaldte ’nummerpladeaftener’, eller de fik lov at veksle penge fra røverierne til udenlandsk valuta. Altid i små portioner. ’Nummerpladeaftenerne’ bestod i, at man kørte rundt i København og på Sjælland og stjal nummerplader. Ingen fik dog besked om, hvad de skulle bruges til.

En tidligere KAK’er fortæller til Peter Øvig, at han på et tidspunkt blev sendt til Rom med en ladning penge til PFLP. Med sig retur til Danmark fik han et par pistoler. Da politiet i 1989 ransagede lejligheden i Blekingegade i København, fandt de blandt andet en pistol, som viste sig at være stjålet fra en politibetjent under en demonstration i Rom i 1975.

Da Peter Øvig i starten af 2005 begynder arbejdet med bogen om Blekingegadebanden, har han ingen anelse om, hvor stor rækkevidden af deres aktiviteter har været. Han forestiller sig, at han i hvert fald kan tale med nogle af dem om de forbrydelser, de rent faktisk blev dømt for. Men, som Peter Øvig spørger sig selv, hvordan kan man tale med folk om noget, som de aldrig har indrømmet officielt, og som de på grund af forældelsesfrister aldrig er anklaget og dømt for?

Politiken har det seneste år løbende talt med forfatteren om hans arbejde med bogen, og i foråret 2006 har han stadig ingen ide om, hvorvidt han vil få de dømte i banden i tale i en form, han kan bruge. Han ved, at de dømte formentlig ikke kan se noget formål med at deltage i en bog, som igen vil fortælle om deres forbrydelser. Allerede foråret 2005 har han skrevet til de dømte, om de vil bidrage til bogen. Svaret er i første omgang som forventet. Nej. Ikke tale om.

Han har selvfølgelig læst de to bøger, der allerede i starten af 1990’erne blev skrevet om Blekingegadebanden. Ikke mindst bogen skrevet af Betina Bendix og Lene Løvschall, der fik lov at interviewe de dømte, som til gengæld skulle godkende alt, hvad der stod i den færdige bog. Det sidste er ikke uden betydning, for dermed kan Øvig – hvis alt andet glipper – citere bandemedlemmerne. Det er så at sige autoriserede udtalelser.

Men han vil helst ikke. Han vil have dem i tale selv. Høre dem forklare. Forfatteren har selv en fjern fortid i det yderliggående, venstreorienterede miljø. Hos maoisterne i KAP, da han var gymnasieelev.

»Selv KAP sagde jo, de ville gennemføre en væbnet revolution i Danmark, og der var noget uldent over, hvad der skulle ske med folk efter revolutionen. Jeg fik selv mine åndelige storebrødre i partiet, hvor mange studerede, men også droppede ud for at arbejde på Århus Flydedok og Århus Oliefabrik, fordi det politisk var mere legitime steder at tjene til føden«, siger Peter Øvig.

Han husker, hvordan snakken gik i miljøet, da de dømte i Rote Armee Fraktion, RAF, blev ført til Stammheim-fængslet i Tyskland efter domme for terrorvirksomheden. Sympatien var ikke, som han husker det, hos samfundet, men hos de fængslede. Der var, som han selv siger, i det hele taget en sympati hos folk, der rent faktisk gjorde noget og ikke bare havde det i munden. Og han fornemmer, at der hos de samme grupper var en stor grad af sympati med Blekingegadebanden, da medlemmerne i 1989 blev fængslet.

I foråret 2006 er det blandt andet det aspekt, han vil udforske med sit bogprojekt. Han vil undersøge, hvordan banden ser sig selv som de gode forbrydere. De selvudnævnte Robin Hood-typer, der med vold stjæler fra det kapitalistiske samfund.

Men det er ikke nemt at få de dømte i tale, ligesom det generelt heller ikke er nemt at få folk til at tale om, hvilke politiske holdninger og handlinger de bakkede op om i 1970’erne.

»Man kan sagtens få folk til at tale om 1960’erne, men 1970’erne er stadig en så betændt periode, at folk lukker i. Og mange af de gamle KAK’ere skal eddermame ikke have sagt noget«, siger Peter Øvig Knudsen i dag.

På et tidspunkt tidligt i processen overvejede Peter Øvig Knudsen at bruge sine egne oplevelser fra det venstreorienterede miljø i sin bog, men det droppede han hurtigt. Han var, syntes han selv, på en gang for tæt på og for langt fra. På den ene side var han i en periode meget optaget af det politiske, men det var på et plan, der kun handlede om møder med politisk-teoretiske situationer, der ikke ville kunne drive en handling frem.

Derfor forsøgte han fra første øjeblik også at få kontakt til de centrale personer i Blekingegadebanden og omegn. Og det lykkedes ham også i et vist omfang. Ikke at han undervejs er sikker på, hvordan det vil lykkes ham at få noget af materialet med i den endelige bog, men han taler med flere i telefonen, andre skriver han med, og enkelte mødes han med.

En af de helt centrale personer kommer han så tæt på, at Øvig begynder at fornemme, hvor hemmeligt alting må have været i miljøet omkring Blekingegadebanden.

»Det er sindssygt hemmeligt. Altid. En af personerne beder mig oven i købet om at underskrive et papir, hvor jeg bekræfter, at jeg aldrig har talt med ham«, siger Øvig.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Andre foreslår, at de måske kan gå en tur sammen, og det betyder helt konkret, at de slentrer en tur i en park i den københavnske omegn, hvor risikoen for lytteudstyr må formodes at være overskuelig.

På et tidspunkt i sin research får han imidlertid en aftale med en mand, han møder i en lejlighed i Storkøbenhavn. Han fortæller dels, hvordan han selv var med i forberedelserne til røveriet i Lyrskovgade, og at det også var KAK-medlemmer, der overfaldt de ansatte i en a-kasse.

Peter Øvig spørger ham så, hvorvidt der også var andre røverier. Efter en tøven, siger den tidligere KAK’er: »Det var jo dengang, danskerne stadig fik udbetalt deres restskat på postgiroanvisninger, som man hævede på posthuset. Ude på Svanevej (KAK-hovedkvarteret, red.) havde Gotfred Appel et professionelt offset-trykkeri, som ville kunne forfalske de postanvisninger i rigtig god kvalitet …«.

Før Peter Øvigs bogudgivelse har ingen haft den fjerneste mistanke om, at Blekingegadebanden var involveret i netop den forbrydelse, men allerede ved udførelsen af røveriet i november 1976 var politiet imponeret over, hvor professionelt det hele foregik. Det var på et tidspunkt, hvor ingen havde forestillet sig, at nogen kunne afkode det statslige sikkerhedssystem.

Men det kunne de. Svindlerne havde trykt 184 postanvisninger på det helt rigtige papir med de helt rigtige koder. Ikke store beløb. Kun tre forskellige. 4.985 kr., 8.857 kr. og 9.581 kr. På anvisningerne stod tre forskellige identiteter, to mænd og en kvinde. Ved alle udbetalinger havde modtageren identificeret sig med et kørekort. Alle forfalskede viste det sig.

Med næsten 200 anvisninger nåede svindlerne at hente 1,4 mio. kr. på få timer. Politiets gennemgang af ruten ved postkontorerne viste, at tre personer umuligt kunne have nået at hæve pengene. Beregninger viste, at der sandsynligvis var op imod 12 personer involveret. På grund af den usædvanligt professionelt udførte forbrydelse, som man i det offentlige system frygtede ville kunne bruges på langt større operationer og beløb, satte politiet alt ind på at opklare sagen.

Et røveri af denne kaliber ville normalt skabe et ekko i det kriminelle miljø, men der kom ikke en lyd fra noget sted. Derfor konkluderede betjentene dengang, at der formentlig kun var et sted, hvor man kunne finde et så stor antal personer, der ikke alene var villige til at begå forbrydelsen, men også var motiverede nok – det venstreorienterede miljø.

Man fandt imidlertid aldrig et spor efter en politisk motiveret forbryderbande, og man kontaktede heller aldrig Politiets Efterretningstjeneste, PET, i den anledning, hvad der også stod helt klart i Hans Davidsen-Nielsens nyligt udkomne bog om PET’s historie.

Der var på det tidspunkt en reel grænsekrig mellem de to dele af politiet. PET-folkene mente, at kriminalfolkene var så åbenmundede over for pressen, at man i realiteten lige så godt kunne offentliggøre oplysninger som at give dem til kriminalpolitiet. Her gjorde man til gengæld grin med de åh-så-hemmelige PET-folk, som efter kriminalfolkenes mening ikke havde nogen som helst forstand på reel politiefterforskning.

En kontakt mellem de to tjenester kunne ellers måske have afsløret, at der i inderkredsen omkring KAK befandt sig netop den form for edb-ekspert, kriminalpolitiets folk mente var nødvendig for at gennemføre girosvindlen. Manden var Jan Weimann. Ansat i den store offentlige datavirksomhed, Kommunedata. I øvrigt nært forbundet til sin partiformand Gotfred Appel, der altså rådede over det nødvendige offset-trykkeri.

Girosvindlen er en af de blødere forbrydelser i dansk kriminalhistorie. Her er ingen tåregaspistoler op i ansigtet på ansatte, ingen vold, ingen fysiske trusler.

Da Peter Øvig møder en af de centrale personer fra Blekingegade-miljøet, forsøger vedkommende at overbevise ham om, at de faktisk ikke havde til hensigt at gøre skade på deres ofre. Udgangspunktet er at gå meget håndfast til værks fra start og dermed kvæle ethvert tilløb til modstand. Hellere et skud fra tæt hold med en tåregaspistol eller et gok med en knippel end åbne og uforudsigelige slagsmål. Manden fra KAK-miljøet forsøger også at overbevise Peter Øvig om, at de rent faktisk var nogle okay fyre, nærmest gode røvere. De gjorde oven i købet, forklarer manden, en del for at gøre deres knipler så bløde som muligt, så folk ikke kom mere til skade end højst nødvendigt.

Peter Øvig husker en af sine samtaler med manden, hvor forfatteren finder hans udsagn paradoksale, eftersom et af ofrene fik kraniebrud og et andet døde. Øvig henviser netop til, at en fra gruppen har skudt en betjent, og svaret til ham er, at det jo var et uheld …

Kommentaren falder engang i foråret 2006, og det er overvejelser af den karakter, Peter Øvig meget gerne vil have foldet ud i sin bog. Udover at fortælle de ukendte sider af Blekingegadebandens fortid vil han meget gerne præsentere et blik ind i røvernes univers. Hvad tænkte de? Hvordan så de på etik og moral, når de slog folk ned og røvede enorme beløb for at sende dem ud af landet?

I september 2006 har forfatteren ingen anelse om, hvordan eller om det overhovedet bliver muligt at få medlemmer af Blekingegadebanden til at være med i bogen. Han vil gerne kunne præsentere dem som det, han kalder »en stemme«. Hvordan det skal foregå, ved han ikke.

»Har de bondeanger i dag? Eller bare anger. Er deres samvittighed sort eller bare grå? Hvis det lykkes at give dem stemme, vil det være rigtig godt for bogen«, siger han til Politiken i september sidste år.

Det skinner klart igennem, at det også vil være rigtig godt for Øvig. På det tidspunkt er han imidlertid ikke ret meget længere, end at han har skrevet under på et stykke papir, hvor han bekræfter, at han ikke har talt med en af de dømte. Og at han i øvrigt aldrig må bruge det, de talte om – når de altså aldrig mødtes eller talte sammen.

Lige før middag 15. september 1980 holdt et folkevognsrugbrød parkeret på en vigeplads uden for Århus. Fra forsædet kunne chaufføren se direkte over til varehuset Bilka, der få minutter senere ville få besøg af en pengetransport fra Provinsbanken. De to bankbetjente skulle som planlagt hente weekendens rekordstore omsætning på fem mio. kr. fra varehuset, der på grund af en fødselsdagskampagne trak ekstraordinært mange kunder til.

Manden i bilen, den 33-årig brandmand Jens Holger Jensen, nåede aldrig at se pengetransporten fra banken passere med de mange penge, for kort forinden blev hans folkevognsrugbrød ramt af en stor lastbil, hvis fører i minutterne inden fik et voldsomt insulinchok. På grund af anfaldet kørte føreren i stærkt omtåget tilstand og mistede kontrollen over lastbilen. Den svingede over vejen, ramte direkte ind i folkevognsrugbrødet, pressede bilen tres meter baglæns og dræbte dens fører på stedet.

Ulykken var tragisk, men den ville ikke have påkaldt sig større opmærksomhed, hvis den dræbte bare havde været en almindelig brandmand. Han var også en politisk aktivist. En mand med forbindelser til internationale terrorbagmænd. En, der af Politiets Efterretningstjeneste var blevet kaldt Danmarks farligste mand.

Og ikke nok med det. Han var også den helt centrale frontfigur i det, der sidst i 1980’erne skulle blive kendt som Blekingegadebanden og ville efter al sandsynlighed have siddet på anklagebænken sammen med de syv dømte, hvis altså ikke lige tilfældet havde villet, at en lastbilchauffør skulle få et insulinchok en efterårsdag i 1980.

At Holger Jensens dramatiske død faldt sammen med den store pengetransport fra Bilka samme dag, fandt kriminalpolitiet først ud af ni år efter ulykken. Nemlig da man begyndte at efterforske, hvad Holger Jensens kammerater havde foretaget sig i årene før røveriet mod Købmagergades postkontor, hvor en ung betjent blev skudt af et af medlemmerne af Blekingegadebanden.

Og der var i det hele taget var meget, omverdenen ikke vidste om Holger Jensens liv, da han døde. Hans kammerater på Gentofte Brandstation mødte talstærkt op til begravelsen, for han var en meget populær kollega, der altid var parat til at give en hjælpende hånd. En af de sørgende ved begravelsen var også en 25-årig sygeplejeelev, som han havde været kæreste med i nogle måneder før sin død.

Hun anede ikke, hvorfor han befandt sig i Århus 15. september, og hun vidste i det hele taget ikke noget om ham. De mødtes altid hos hende. Hun havde aldrig set hans venner eller familie. Hun huskede ham som en mand, der altid var i godt humør, men hvad der foregik i hans liv, når hun ikke var sammen med ham, havde hun ingen anelse om.

Den oplevelse delte hun med flere. Holger Jensens tidligere kæreste, som var sammen med ham gennem fire år, opdagede aldrig, at han blandt andet var i Bagdad og andre steder i Mellemøsten for at mødes med repræsentanter for oprørsorganisationen PFLP. Og hvad han overhovedet foretog sig, når de ikke var sammen, inddrog han hende aldrig i.

»Det giver jo et indtryk af, hvilke mennesketyper man har med at gøre. Det er folk, som kan trække deres liv så skarpt op, at deres kærester, som de ser fast flere gange om ugen, ikke aner, hvad de laver, eller hvad der er vigtigt for dem«, siger Peter Øvig Knudsen.

Siden starten af 2005 har han gravet sig ned i den store kriminalsag. I to bøger, hvoraf den første udkommer 15. marts, beskriver han bl.a. gruppens forbryderiske professionalisme og den slående evne til at holde tæt over for omverdenen.

Holger Jensen var et mønstereksempel i den retning. Der var dog én ting, han gjorde sin gamle kæreste klart. Fra starten fortalte han hende, at de aldrig ville få børn sammen, fordi han prioriterede sin politiske virksomhed over alt andet, og selv om hun troede, Holger Jensen formentlig ville ændre mening, mente han, hvad han sagde. Den private lykke med parforhold og børn blev sat til side. Sagen og den politiske ide var alt.

Ligesom alle sine kammerater i først Kommunistisk Ungdomsforbund, KUF, og siden Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, og det senere Kommunistisk Arbejdsgruppe, KA, havde han lært, at det for alt i verden gjaldt om at hemmeligholde, hvad man foretog sig i det politiske arbejde. De talte aldrig politik, når de var på offentlige steder. I telefonen nævnte man ikke navne, og meldte man per telefon afbud til et politisk møde, angav man aldrig en grund. I stedet for at diskutere hjemme i stuen valgte Holger Jensen ofte at gå ned på gaden og tage drøftelsen i en mørklagt bil. Det var klogest at gå ud fra, at politiet og efterretningstjenesten altid var potentielle følgesvende. Gruppen blev så dygtig til at sløre alle spor, at politiet i realiteten ingen konkrete beviser havde, da man anholdt medlemmerne i april 1989.

Af Peter Øvigs bog ’Den danske celle’ fremgår det, at forskellige dele af politiet gennem årene havde masser af mistanker til gruppen og dens aktiviteter. Og det var gruppens medlemmer helt på det rene med. De vidste, at politiets efterretningstjeneste jævnligt holdt øje med dem, og for blandt andet at kunne operere uden PET’s evigt vågne blik i nakken, besluttede Holger Jensen og Niels Jørgensen sig i 1979 for at blive så hemmelige, som det var muligt. De planlagde at gå under jorden.

Over for alle – arbejdskammerater og familie og kærester – fortalte de, at de rejste væk i et år. Til USA. Holger tog orlov fra brandstationen fra 1. oktober, og otte dage senere steg han og Niels Jørgensen på toget Englænderen på Københavns Hovedbanegård. Fra London ville de flyve videre til USA, når de ellers kunne få en billet til en ordentlig pris.

Sagde de.

Den forklaring købte familien. Det samme var ikke tilfældet i Politiets Efterretningstjeneste. En politimand stod på Hovedbanegården med et kamera og tog det billede, som senere blev negativ nummer 3687/79 i PET’s arkiv. På billedet var Niels Jørgensen på vej ind i toget.

Fra kollegerne i England erfarede PET, at Niels Jørgensen ved indrejsen til landet brugte et pas, han om sommeren havde meldt mistet til det danske politi under en tur til Grækenland. Jo, noget var klart i gære, og de to danskere var da heller ikke mere end lige kommet til London, før de tog et fly retur til Danmark. For at opretholde illusionen om, at de var i udlandet, havde de på forhånd skrevet en samling postkort, som de senere fik en bekendt til at poste tilbage til Danmark fra Miami i Florida.

Holger Jensen og Niels Jørgensen blev skygget, fra de ankom til Danmark. PET-folkene mistede imidlertid kontakten med Niels Jørgensen, men fulgte efter Holger Jensen til en dæklejlighed i Rantzausgade i København. I de følgende dage overvågede PET lejligheden og holdt øje med alle gruppens medlemmer. Under påskud af en razzia fik et hold narkobetjente også adgang til stedet nogle dage senere, men lejligheden var tom.

PET havde mistanke om, at Holger Jensen og Niels Jørgensen var en del af et netværk, der forberedte en dansk terroraktion, men efterhånden som sporene efter medlemmerne af KAK tørrede ud, satte PET færre og færre ressourcer af til at følge gruppen. Før de satte efterforskningen på lavt blus, nåede de dog at udsende fotos til det danske politi og at efterlyse dem gennem deres europæiske netværk.

Da Holger Jensen døde 15. september 1980, opfattede det århusianske politi det i første omgang som en triviel trafikulykke, men fire dage senere opdagede PET dødsfaldet. Årsagen var en dødsannonce, familien indrykkede i Politiken.

I ’Den danske celle’ forklarer Peter Øvig, at det ikke var nogen tilfældig mand, der blev sat på sagen i Århus. Manden var PET’s Christian Medom. Han havde både hørt Holger Jensens stemme ved diverse aflytninger, og han havde siddet i en lukket varevogn, hvorfra han havde forsøgt at få billeder af den formodede terroristsympatisør. Og Christian Medom vidste, at PET havde mistet sporet af Holger Jensen, da han et år tidligere var gået under jorden.

Han kontaktede en kollega i Århus, der i sagen ydermere kunne se, at ejeren af ulykkesbilen var en person, PET også var interesseret i, Niels Jørgensen. Begge tilhørte det netværk, som efterretningstjenesten med bekymring så vokse frem med en ny form for politisk aktivisme.

PET benyttede bisættelsen af Holger Jensen til at kaste nyt lys over hans aktiviteter. Det skete i to tilfælde, og begge gange måtte betjentene pakke finfølelsen af vejen. Først skaffede man sig adgang til kapellet, hvor man fik lettet låget på kisten, så man kunne tage Holger Jensens fingeraftryk. Siden låste en politimand sig ind i Holger Jensens lejlighed med en nøgle, der befandt sig på liget. Ransagningen af lejligheden foregik, som Peter Øvig konstaterer, mens Holger Jensens familie sad til bisættelse i Gladsaxe Krematorium.

I første omgang ledte man ikke efter spor i retning af et planlagt røveri mod Bilka, men derimod efter tegn på, at Holger Jensen havde været med i planlægningen af et attentat mod et møbelvarehus lige ved siden af Bilka. Det brændte ned et par dage efter Holger Jensens dødsulykke, og det var DSB, Danmarks Socialistiske Befrielseshær, der påtog sig ansvaret.

Det skulle imidlertid vise sig, at PET’s folk fandt noget, der pegede på alvorligere forbrydelser end en påsat brand i Århus. Den udsendte politimand affotograferede et kort over Glostrup i Københavns omegn, og indtegnet på kortet var to lokaliteter tæt på hinanden.

Den ene var en privat villa. Den anden var en filial af en Forstædernes Bank på Roskildevej i Glostrup. Netop disse lokaliteter havde været centrum for en meget brutal kidnapning og et forsøg på millionafpresning af en lokal bankbestyrer, hans kone og deres otteårige barnebarn kun to måneder tidligere.

Kidnapningsforsøget foregik 7. juli 1980, og det var uhyggeligt nøje planlagt. Forbryderne sikrede sig gennem telefonopkald forinden, at bankdirektørparret var hjemme, og de sikrede sig desuden, at de også havde besøg af barnebarnet, en dengang otteårig pige. Med pigen som et af gidslerne kunne forbryderne sikre sig maksimalt pres mod bankdirektøren.

Forbryderne vidste, hvem pigens forældre var. Kendte navne på hendes legekammerater og deres forældre, der boede i Rungsted. Deres netværk. Og de havde skitser af bankens indretning og kendte navne på bankens nøglepersoner.

Under dække af at komme fra politiet med en vigtig meddelelse gik de direkte ind i direktørparrets hus. Under håndgemæng tog en af dem kvælertag på den da 68-årige kvinde. Hun fik et knytnæveslag i hovedet, og derefter blev et elastikbind presset så stramt ned over hendes ansigt, at hun var tæt på at blive kvalt. Pigen og farmoderen blev slæbt ned i kælderen og lænket med håndjern. Pigens mund lukket med et stort plaster.

Kidnapperne krævede, at direktøren skulle låse dem ind i bankens boks, så de kunne tage de tredive millioner, de mente burde ligge i boksen. Direktøren oplyste imidlertid, at der snarere var syv, men at han i øvrigt ikke ville være i stand til at lukke forbryderne ind i boksen, da han ikke havde koderne. Det troede de ikke på, og til sidst truede de med at skære halsen over på hans kone og barnebarn, hvis han nægtede yderligere. Direktøren blev slæbt ind i sin BMW og kørt hen til den nærliggende bank. Undervejs i forløbet opgav forbryderne imidlertid deres planer, vendte om og kørte direktøren hjem igen og låste ham fast til et billardbord i kælderen.

De tre i villaen blev holdt fanget i tre timer, før forbryderne forlod stedet. Det blev senere konstateret, at bankdirektørens kone havde været i livsfare under overfaldet. I øjnene kunne man konstatere punktblødninger som følge af iltmangel.

»Især den meget grundige planlægning af kidnapningen, kombineret med en konsekvent brutalitet under udførelsen af forbrydelsen mindede ikke om noget, som dansk politi tidligere havde efterforsket«, skriver Peter Øvig Knudsen i sin bog.

Fire medlemmer af Blekingegadebanden bliver alle sigtet for kidnapningen, da sagen mod Blekingegadebanden ruller næsten ti år senere, men sigtelsen bliver frafaldet og aldrig prøvet ved retten. Heller ikke selv om den otteårige pige ved en konfrontation som 17-årig udpeger en af de fire ved en konfrontation hos politiet. Hun identificerer ham som »ham, der holdt mig fast nede i kælderen«.

I sin research har Øvig været i kontakt med flere fra Blekingegadebandens inderkreds. Her får han ikke svar på, hvorvidt de rent faktisk stod bag den voldsomme kidnapning i Glostrup, men et af gruppens medlemmer har erkendt, at de har været involveret i noget, der var lige så slemt.

I sit arbejde med ’Den danske celle’ har Peter Øvig Knudsen oplevet, hvordan helt nye oplysninger om bandens baggrund konstant er piblet frem, selv om der allerede er skrevet mere om banden end om de fleste andre kriminelle. At det stadig er muligt i dag, snart 17 år efter anholdelserne, er dog ikke så mærkeligt, for det var en del af gruppens strategi, at alt skulle være hemmeligt. Strategien i både gruppen og det politiske netværk var så indgroet i tænkemåden, at Peter Øvig Knudsen i 2005 og 2006 mærkede, at den fungerer i bedste velgående, selv om Blekingegadebanden for længst er afsløret, dømt og løsladt igen. Og selv om nogle af de begivenheder, han vil tale med folk om, ligger 20-30 år tilbage i tiden.

Øvig har de seneste to år kontaktet et meget stort antal kilder, der har haft berøring eller været en del af den politiske bevægelse fra 1970’erne og frem, og ikke sjældent smider folk røret på, når han har ringet. En enkelt har endog meldt ham til politiet, fordi han har skrevet til hende. Og det rygtes meget hurtigt i hele miljøet, at han er i gang med sin research til en bog om Blekingegadebanden.

»En af dem, jeg kontakter, fortæller mig, at hans venner har forbudt ham at tale med mig. Hvis han gør det, har de truet med at slå hånden af ham«, fortæller Peter Øvig.

Han ved, det er en alvorlig trussel for mange i miljøet, eftersom vennerne fra dengang stadig er deres helt primære netværk. At blive udelukket herfra svarer til at blive smidt ud af sin familie. Mens Kommunistisk Arbejdskreds er på sit højeste i 1970’erne, er det et af ledelsens ultimative magtmidler at sætte medlemmer »på græs«. Hvis de begynder at blive for kritiske over for ledelsen eller foretager sig ting, som ledelsen ikke bifalder, kan de blive ’dømt’ til ikke at have kontakt med nogen i kredsen i et halvt år. Én pådrager sig KAK-ledelsens vrede, da han bliver kæreste med en jøde, og det ender med, at forholdet går i stykker. En anden bliver frosset ud, fordi topledelsen ikke føler sig sikker på, at han vil parere ordre i enhver situation. Få år senere begår han selvmord.

Som Peter Øvig Knudsen beskriver det i sin bog, driver det flere medlemmer til randen af et sammenbrud, for uden gruppen er der i realiteten intet.

Under sit arbejde med ’Den danske celle’ opdager han også, at hemmelighedskræmmeriet er så stærkt, at det strækker sig langt ind i gruppen selv. Kun topledelsen har det fulde overblik, og ’menige’ medlemmer får så få oplysninger som muligt. Der er, mener han, en atmosfære af Tvind-sekt over hele det politiske bagland til Blekingegadebanden. Ledelsen meddeler så lidt som muligt, så informationerne ligger hos ganske få.

Dette er en del af baggrunden for, at Øvig i dag kan fortælle historier om Blekingegadekredsen, som aldrig har været fremme i offentligheden før. Om deres involvering i et attentat mod Bella Centeret i 1970, røverier i 1970’erne og kontakter til folk, der opfandt den moderne terrorisme.

En del af oplysningerne i ’Den danske celle’ har Peter Øvig, fordi PET meget tidligt samlede oplysninger om gruppen, men han er også klar over, at han aldrig havde fået adgang til det store materiale, hvis det kun havde ligget hos PET. Han har kun fået oplysningerne, fordi PET har afleveret materiale til kriminalpolitiet. Her er det en del af en efterforskning, som omfatter et aldrig opklaret politimord. Derfor vil materialet blive liggende. En drabssag forældes ikke, og ingen kan forestille sig, at man ikke bevarer et materiale, der engang – om det så er om mange år – kan føre til oplysningen om, hvem der i realiteten myrdede Jesper Egtved Hansen ud for Købmagergade Postkontor i 1988.

»På et tidspunkt troede jeg også selv, jeg vidste, hvem morderen var, men i dag er jeg ikke så sikker længere«, siger Peter Øvig Knudsen.

Indimellem har han nærmest måttet knibe sig selv i armen, når han har gennemgået papirerne. I modsætning til materiale om stikkerdrabene fra krigen og materialet om torturbødlen Birkedal, er alt her organiseret.

»Papirerne fra krigen var ofte bare hældt ned i store flyttekasser. Her kan man vælge, om man vil have det såkaldte terrorspor i et resume på to sider, på 40 sider eller på 3-400 sider med en fortegnelse over samtlige 638 kilder«, siger Øvig.

Indimellem har han undervejs været i tvivl om, hvad han egentlig kunne bruge fra det omfattende materiale.

»Jeg har jo også fået det materiale, de har haft fra ransagningerne. Private breve og dagbøger, ja, selv drømmeoptegnelser. I telefonaflytninger og i dagbøger kigger man lidt ind ad folks vinduer eller brevsprækker, og her må jeg vælge, hvad der er relevant for historien«, siger Øvig, der undervejs citerer direkte fra efterretningstjenestens aflytninger. Indimellem in extenso.

Han ved, der er en grænse, men ingen kan i realiteten fortælle, hvor den går. Før han gik i gang, skrev han under på, at han ikke fra dokumenterne ville offentliggøre ting af personlig, privat, religiøs eller økonomisk art, men for ham går grænsen ikke automatisk her.

»Grænsen går, hvor oplysningerne er relevante for et stykke væsentlig historieskrivning. Det er ikke meget anderledes end bøgerne fra besættelsestiden, hvor jeg også har adgang til mentalobservationer og psykiatriske journaler«, siger han.

Den slags smugkig ind i de dømtes sjæleliv har han ingen mulighed for at få i Blekingegadesagen, for de dømte nægtede at lade sig mentalundersøge. Til gengæld har Peter Øvig på anden vis fået mulighed for at give sine læsere et bud på, hvad der er foregået i hovedet på de politiske aktivister de seneste 30-35 år. Noget af det første, han gjorde, var at skrive til samtlige dømte medlemmer af Blekingegadesagen for at få dem til at bidrage til bogen.

I starten gik det mindre end godt, men efterhånden har én af de syv dømte indgået en slags samarbejde med ham. Han har accepteret at give et bud på, hvorfor aktiviteterne i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe kunne udvikle sig, som de gjorde. ’Stemmen’ giver et unikt indblik i, hvordan i hvert fald ét af bandens medlemmer på mange års afstand vurderer sine egne handlinger.

»Hvis man skal forstå mekanismerne i KAK, kommer man ikke uden om at se det som en form for sekt. Identiteten for medlemmerne var at være medlem af den sekt, og ligesom i andre sekter blev medlemmerne socialiseret ved hjælp af angst. Den trussel om at blive udstødt af sekten, som altid svævede i luften, var for de fleste stærkt angstprovokerende«, siger manden, der vil være anonym og i bogen kun lader sig identificere som en stemme.

Han sammenligner Gotfred Appels styring af KAK med den metode, den forkætrede lektor Blomme bruger i Hans Scherfigs roman ’Det forsømte forår’.

»Blomme har en højt udviklet evne til at tryne en elev, selv om den pågældende faktisk i første omgang har sagt noget konkret. Gotfred udstillede dig som en idiot, gjorde dig usikker og sørgede for, at du mistede den faste grund under fødderne. På den måde fik han opbygget en angstfyldt loyalitet over for sin person. I virkeligheden fik han naturligvis et korps af eftersnakkere omkring sig«, forklarer stemmen.

Dybest set ved Øvig ikke, om stemmen taler på hele gruppens vegne eller kun på sine egne. Han har imidlertid i arbejdet med bogen håbet, at han kunne få i hvert fald én person i tale, og i et vist omfang er han gået ud fra, at hvis han taler med én, agerer denne på sin vis på de andres vegne. Især har han været interesseret i at høre om gruppens forhold til vold og magtanvendelse. Moral og etik.

I ’Den danske celle’ siger stemmen, at gruppen justerede sine handlinger efter almindelig moral. »Vi gjorde ikke hvad som helst. Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier med etiske værdier. Det har nok været en redningsplanke for os i sidse ende, at vi har haft den bremseklods. Det reddede i hvert fald mig i mine beslutninger til sidst«, siger han.

»Men nu skal jeg naturligvis heller ikke gøre os bedre, end vi var. Vi var ikke en etisk diskussionsklub. Vores diskussioner om metoder og teknikker handlede mere om praktik end om etik. Hvis vi fravalgte en kriminalitetstype, skete det for det meste på grund af operationelle overvejelser. Hvad kunne være farligt for os selv, og hvornår var risikoen for afsløring for stor. Jeg har selv deltaget i en del diskussioner, hvor det emne, der fyldte mest, var, hvordan vi reddede vores egen røv igennem«.

Der blev, siger han, skelnet mellem offensive politiske forbrydelser og gammeldags ulovlige handlinger, der kunne finansiere befrielsesbevægelserne i deres nærområde.. Der blev ikke bombet ambassader og derefter kastet en løbeseddel ud. Men de var parate til at lænse en bank for at skaffe penge.

Overordnet set indrømmer stemmen imidlertid, at målet helliger midlet. At man har lov at gøre alt i sagens tjeneste. »At vi har givet os selv det rum, er det mest alvorlige element i hele min politiske historie som medlem af denne sekt. Vi har nok justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv fribillet«, siger han.

Peter Øvig har haft kontakt med ’stemmen’ gennem halvandet år, og det var først i løbet af efteråret, det begyndte at stå klart, at han ville få ham med i bogen. Betingelsen var, at han skulle være anonym, og at både han og Øvig kunne godkende udskriften af de samtaler, de havde foretaget.

»Der var selvfølgelig grænser for, hvad han kunne afsløre, uden at afsløre sig selv. Han er en stemme fra gruppen. Han siger selv, at han kun taler på egne vegne, men jeg ved jo ikke, om han er i kontakt med de øvrige. De er meget professionelle, både hvad angår medier, retsvæsen og efterretningstjeneste. De ved, hvad de skal snakke om, og hvad de ikke skal snakke om. Det er selvfølgelig svært at vurdere, hvor meget han holder tilbage, men jeg har fornemmelsen af, at han er meget ærlig, hvad angår hans egne overvejelser«.

Alt dette siger Peter Øvig i november 2006. Han ved imidlertid, at hans mulighed for at kontrollere ’stemmen’ og hans oplysninger er noget nær nul. Og han kan kun håbe på, at ’stemmen’ er ærlig i dette tilfælde. Han ved imidlertid, han skal træde varsomt, for en anden journalist har tidligere haft planer om at interviewe gruppens medlemmer til en bog.

»Men det opgav han, for han opdagede, at de løj for ham. Hele tiden«, siger Øvig. Selv har Peter Øvig ingen illusioner om, at han kommer til at skrive den endelige sandhed om Blekingegadebanden og dens aktiviteter.

»Med bøgerne vil jeg ikke bevise noget bestemt. Jeg vil helst skrive en historie, hvor der er et par versioner af sandheden. Bogen må gerne stritte, og derefter kan læserne selv tage stilling til, hvad de synes«, siger han.

I Danmark er Blekingegadebanden kendt af de fleste. Men meget tyder på, at den også var særdeles godt kendt i udlandet – og dette allerede i 1970’erne. I kredse, der beskæftigede sig med terror.

Gruppen bag det, der senere blev Blekingegadebanden, mødtes tidligt med den palæstinensiske oprørsleder Wadi Haddad, der opfandt den politiske flykapring. De tog på militære træningslejre i Mellemøsten, mens folk fra Rote Armee Fraktion og terroristen Carlos søgte dertil på præcis samme tidspunkt. Og der er tegn på, at et nu afdødt medlem af Blekingegade-kredsen bidrog aktivt til oprørsorganisationen PFLP’s aktioner, en flykapring i Spanien i 1977. I hvert fald havde han erklæret sig villig til at deltage.

Det fremgår af Peter Øvig Knudsens bog ’Blekingegadebanden 1 – Den danske celle’, der beskæftiger sig indgående med hele den politiske forhistorie for den mest omtalte gruppe i nyere dansk kriminalhistorie. Det er en historie, som både kredser om gruppens flirt med voldelige, politiske aktioner, men som også fortæller historien om, hvordan selv nogle af gruppens mandlige kernemedlemmer kunne bryde sammen, når de stødte ind i den rå kvindemagt.

Ifølge Peter Øvig er det mere end sandsynligt, at kredsen bag Blekingegadebanden mødte medlemmer af den terrordømte tyske gruppe Rote Armee Fraktion i træningslejre i Libanon og Jordan, og han ser selv Blekingegadebanden som den danske celle for PFLP.

»Rote Armee Fraktion fungerede som den tyske celle, og organisationen Japans Røde Hær var den japanske, ligesom De Røde Brigader var den sydeuropæiske forpost, samtidig med at de alle udførte egne aktioner. Blekingegadebandens samarbejde med PFLP har været mindst lige så tæt som disse gruppers. Men Blekingegadebanden har ikke udført det, vi forbinder med traditionel terrorvirksomhed. Måske var der en form for arbejdsdeling«, siger Peter Øvig Knudsen.

I sin bog fortæller han, hvordan Blekingegadebandens politiske guru, Gotfred Appel, og hans samlever Ulla Hauton i 1970 var i Mellemøsten for at forhandle om et tættere samarbejde med den palæstinensiske oprørsbevægelse PFLP.

Besøget fandt sted, mens PFLP var midt i en af datidens mest spektakulære flykapringer. Og de besøgende danskere så med fra første parket. Uden at flygte skrigende bort.

6. september tvang PFLP-folk to amerikanske rutefly til at lande på luftbasen Dawson’s Field i Jordan i stedet for at fortsætte med de i alt 290 passagerer til USA. Andre palæstinensere sluttede sig til aktionen, så der i alt stod tre kaprede fly i Jordans ørken.

Fra PFLP’s hovedkvarter i Amman fulgte Gotfred Appel og hans samlever dramaet, og mens det stadig foregik, blev de af PFLP fragtet helt ud på luftbasen, hvor de kunne følge reaktionerne fra gidsler og flykaprere fra nærmeste hold.

Peter Øvigs research viser, at der er flere versioner af historien om parret, der dengang var absolutte frontfigurer i Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, som Blekingegadebanden voksede frem af. Nogle mener, at Appel og Hauton faktisk befandt sig på luftbasen, da PFLP sprængte de kaprede fly i luften, men selv har nu afdøde Gotfred Appel altid fastholdt, at han og Hauton allerede havde forladt basen på dette tidspunkt.

Sikkert er det dog, at Appels venstreradikale gruppe, Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, foretog en total kursændring, da Appel og Hauton vendte hjem fra Mellemøsten. Fra at være en organisation, der markerede sig i gaderne ved f.eks. Verdensbank-demonstrationerne, skulle alt være så hemmeligt som muligt.

»Gotfred Appels grundteori på det tidspunkt er, at man skal stjæle fra de rige lande og give penge til oprørsbevægelser i den tredje verden. Den teori havde han brug for at leve ud i praksis. Han er ikke en mand, der vil nøjes med teorien«, fortæller Peter Øvig.

Da Gotfred Appel indledte sin politiske karriere og siden tiltrak hele inderkredsen fra Blekingegadebanden, var der intet, der tydede på, at han skulle indgå alliancer med palæstinensiske oprørsgrupper. Appel var kommunist. DKP’er. Han blev endda ansat på partiavisen Land og Folk, hvor han i starten af 60’erne blev udenrigsmedarbejder. Han lagde sig imidlertid ud med partiet, blev ekskluderet og stiftede det maoistiske KAK. Selv blev han tilknyttet den kinesiske ambassade i København og skulle gennem sit eget forlag, Futura, udgive bøger og tidsskrifter for kineserne.

Appel og KAK var især optaget af, at kineserne mente, at den socialistiske revolution ikke ville bryde ud i det kapitalistiske Vesten, men derimod hos frihedsbevægelser i den tredje verden. Det var her, Appel udviklede sin ’snylterstatsteori’. Han afskrev en mulig revolution i Danmark eller andre kapitalistiske lande, fordi arbejderne efter hans mening var bestukket af det kapitalistiske samfund, og sammen levede de højt på at udnytte lave lønninger og billige råvarer fra den tredje verden.

I KAK støttede man fra starten af 1970’erne oprørsbevægelserne gennem organisationen Tøj til Afrika, og udadtil var Gotfred Appels holdning, at han ikke gik ind for kriminelle handlinger. Da Blekingegadebanden i 1989 blev afsløret, sagde han i politiforhør, at han godt kan forestille sig, at nogle af de unge mennesker kunne have begået forbrydelser i sagens tjeneste, men at han ikke selv gik ind for den slags.

»Den slags udsagn dementerer jo næsten sig selv, når han efter at have overværet PFLP’s tredobbelte flykapring i Dawson’s Field siger, at det er den organisation, han primært vil støtte«, siger Peter Øvig.

På baggrund af sin research mener han, det er noget af en tilfældighed, at KAK valgte at støtte netop PFLP.

Baggrunden for samarbejdet, der skaffede PFLP millioner af kroner gennem røverier og et deraf følgende drab på en politimand, var primært, at Gotfred Appel ragede uklar med sine kinesiske arbejdsgivere – og derefter måtte finde nye samarbejdspartnere.

»Appel stifter i første omgang bekendtskab med PFLP gennem deres blade, hvor han kan se, at de ligesom ham selv har en militant, marxistisk-leninistisk indstilling med et pift maoisme oveni. Men der foreligger intet om, at han på det tidspunkt kender en eneste palæstinenser. Da han ser, de både har en ideologi som hans egen og en enorm handlekraft og professionalisme, er han ikke i tvivl om, at det er en organisation, han vil støtte«, siger Peter Øvig.

I Danmark har han ingen problemer med selv at finde tilhængere. Den karismatiske leder drager allerede fra 1960’erne unge mennesker til sig. Ikke mindst som følge af sin utrolige begavelse og oratoriske evner. Han er i en politisk diskussion, som en daværende KAK’er siger, i stand til at kløve et hår på langs.

En af dem han tiltrækker er Holger Jensen. En af de mange, der er blevet politisk vakt i kølvandet på Vietnamkrigen. En ung gymnasieelev fra Gladsaxe, som i sin omgangskreds har en række af dem, der siden bliver til den hårde kerne i Blekingegadebanden.

I sin nye bog lægger Peter Øvig Knudsen indicier frem, der tyder på, at Holger Jensen var med i forberedelserne af en af PFLP’s flykapringer i 1970’erne. Kapringen af et fly fra Mallorca, der blev tvunget til at lande i Mogadishu.

»Blekingegadebanden støttede PFLP, der stod bag terroraktioner. Det står fast. Vi ved også, at Holger Jensen på et møde i 1977 i Bagdad med PFLP’s operationelle leder Wadi Haddad sagde ja til at være med i en palæstinensisk aktion i en spansk lufthavn. Desuden har jeg udsagn om, at Holger Jensen efter mødet i 1977 rejste meget og opererede internationalt for PFLP. Og der skete faktisk en palæstinensisk flykapring i Spanien i 1977, hvor også andre europæere deltog. Den blev udført af palæstinenserne, men Holger Jensen har formentlig foretaget observationer forud for kapringen, fordi han som en høj, lyshåret mand havde lettere ved den slags end palæstinenserne«, siger Peter Øvig.

Som omtalt i Politiken i går døde Holger Jensen i en trafikulykke i Danmark i 1980. Forinden nåede han at tage adskillige ture til Mellemøsten. To af Gotfred Appels unge støtter var der dog forinden. De to aktivisters erfaringer bruger Peter Øvig Knudsen i sin bog til at påpege, hvor alvorligt ’den danske celle’ tog samarbejdet med PFLP.

De to mænd var Gert Rasmussen og Xander Truelsen. Begge forlod siden KAK.

I erindringen er de to ikke helt enige om, hvad PFLP’s hensigt med dem var dengang. Gert Rasmussen mener, det lå i luften, at deres træning i en flysimulator skulle føre til aktiv deltagelse i en flykapring. Det husker Xander Truelsen intet om. Til gengæld husker han ifølge Øvig, at en PFLP-mand ville have dem til at smugle bomber og sprængstoffer til aktive PFLP-folk i Israel. Dette blev dog aldrig til noget, for de to danskere blev rygende uenige om, hvorvidt de havde dels Appels, dels danskernes opbakning til den slags aktioner. Gert Rasmussen mente nej, Xander mente ja. At de netop havde mandat til alt, der tjente revolutionen.

Gert Rasmussen rejste hjem i utide, og der var ingen begejstring over hans uvilje over at arbejde for PFLP. Kort efter smed Appel ham ud af KAKs ungdomsorganisation, hvor han ellers havde haft en central rolle. Men hans svigt blev ikke glemt. I Peter Øvigs bog husker Gert Rasmussen, at han midt i 1970’erne mødte en yngre fyr fra KAK-kredsen på et værtshus. Manden hånede ham for at have svigtet sagen og kaldte ham en forræder. Først da han blev lovet bank, holdt KAK’eren sin mund. Mandens navn var ifølge Peter Øvigs bog Niels Jørgensen, en af de senere dømte i Blekingegadesagen.

I første del af historien om Blekingegadebanden blænder Peter Øvig også op for et mindre kendt afsnit om bandens medlemmer.

Det handler om, hvordan de ellers topprofessionelle mænd i slutningen af 1970’erne var ved at blive væltet omkuld af tidsånden – også kaldet kvindernes frigørelse. Kønskampen blev berørt i 1994 i bogen ’Blekingegade 2, 1. th’ af Betina Bendix og Lene Løvschall, men emnet er et så ømtåleligt kapitel af KAK-historien, at Peter Øvig – i dag næsten 30 år senere – har haft svært ved at få gamle medlemmer til at tale om sagen. En enkelt kvinde er gået så vidt, at hun har meldt ham til politiet for at have skrevet et brev til hende.

Sagen er, at kvinderne i KAK gjorde oprør. KAK var på det tidspunkt helt topstyret. Af mænd. Kvinderne kunne oftest få lov at arbejde i den sideordnede organisation Tøj til Afrika. Hvad der foregik af politiske overvejelser, tog den mandlige top sig af, men på et tidspunkt sagde kvinderne stop. Formentlig igangsat af Ulla Hauton og sanktioneret af Gotfred Appel. På skift blev mændene indkaldt til et hold af kvinder, og en af mændene har sammenlignet det med politiforhør under Stalintiden. Her skulle de tilstå deres synder. Ellers vankede der helt bogstaveligt øretæver.

»Nogle af mændene måtte igennem op til tyve såkaldte ’bønnemøder’. Her skulle de angre, at de var ringe mennesker. Simpelt hen nogle svin. Der var mænd, som reelt brød sammen af det. Når mændene var erklæret ’rene’, kom de over på kvindernes hold, hvor de blev tvunget til at slå på deres kammerater, hvis kvinderne ikke mente, de opførte sig godt nok«, siger Peter Øvig.

Når kønskampen overhovedet kunne finde sted og involvere ellers topprofessionelle forbrydere, skyldes det ifølge Øvig, at KAK-gruppen fungerede som en religiøs sekt.

»Begge steder retter man sig efter ordrer, og da det foregår inden for sekten, kan de ikke undslippe«, fortæller forfatteren. Et par af de mest hårdhudede i gruppen slap dog uden større knubs.

Kønskampen medfører imidlertid kaotiske forhold i hele organisationen, og da folk igen finder et ståsted, er et oprør mod Gotfred Appel og Ulla Hauton en realitet. Appel bliver kørt ud på et sidespor, og en hård kerne fortsætter i det, der kommer til at hedde Kommunistisk Arbejdsgruppe, KA.

De centrale medlemmer i denne gruppe er folk, der har holdt sammen siden slutningen af 1960’erne. Det er dem, danskerne godt 20 år senere lærer at kende som Blekingegadebanden.

Historien om deres forbrydelser i 1980’erne udkommer med titlen ’Blekingegadebanden 2’ til efteråret.

Jeg har udsagn om, at Holger Jensen rejste meget og opererede internationalt for PFLP. Og der skete faktisk en palæstinensisk flykapring i Spanien i 1977, hvor også andre europæere deltog.

• Leksikon for det 21. århundrede
• Claus Mejling
• Antiimperialisme og snylterstat
• Blekingegade-sagen Links til bøger, baggrundsmateriale, leksikaartikler og udgivelser, plus en tidslinje 1963-1991