paulvonhindenburgsmall.jpg **Paul Ludvig Hans Anton von Beneckendorff und von Hindenburg, almindeligt kendt som Paul von Hindenburg (2. oktober 1847 - 2. august 1934) var tysk hærfører under 1. verdenskrig og tysk rigspræsident fra 1925 til sin død i 1934.

Hindenburg havde en lang karriere i den prøjsiske hær indtil han i 1911 trak sig tilbage. Han blev indkaldt til aktiv tjeneste ved udbruddet af 1. verdenskrig. Først i en alder af 66 år blev han bredt kendt i Tyskland som sejrherren ved Tannenberg i 1914. Som chef for den tyske generalstab fra 1916 steg han og hans næstkommanderende Erich Ludendorff i den tyske offentligheds anseelse, indtil Hindenburg kom til at overstråle selveste kejseren.

Hindenburg trak sig atter tilbage i 1919, men vendte endnu engang tilbage til det offentlige liv, da han i 1925 blev valgt som Tysklands 2. præsident.

Trods sine 84 år og et dårligt helbred, lod Hindenburg sig overtale til at søge genvalg i 1932, da han blev anset for den eneste kandidat, der kunne vinde over Adolf Hitler. Hindenburg blev genvalgt i anden valgrunde, men kom til at spille en vigtig rolle i nazipartiets overtagelse af magten; han opløste parlamentet to gange i 1932 og endte med at udpege Hitler til rigskansler i 1933. I februar 1933 udstedte han på baggrund af et dekret på baggrund Rigsdagsbranden, der satte en række borgelige rettigheder ud af kraft. I marts samme år underskrev han en lov, hvorved parlamentet gav Hitlers regering ret til at udstede love. Da Hindenburg døde året efter, erklærede Hitler præsidentembedet ledigt og udnævnte sig selv til statsoverhoved som „fører og rigskansler“.

Den berømte zeppeliner Hindenburg, der blev ødelagt ved en brand, var navngivet til hans ære ligesom Hindenburgdæmningen mellem Sild (Sylt) og fastlandet. Byen Zabrze i Schlesien bar navnet Hindenburg fra 1915-1945. Den kejserlige marines sidste større skib, slagkrydseren SMS Hindenburg, var også opkaldt efter ham.

Print/export