Den 23. april 2003 stiftedes Veterantogsforeningen ”Amtsbanerne på Als” med arbejdstitlen ”E Kleinbahn” med det formål at samle alle med interesse for jernbaner og specielt den gamle, i 1933 nedlagte jernbane og at genetablere og drive den 5 km lange delstrækning fra Nordborg til Oplevelsesparken Danfoss Universe.

Den metersporede bane bliver anlagt på den oprindelige trassé på ca. 75% af banens længde med skinnemateriale i profil IV og V (36 og 45 kg/m). Det rullende materiel skal fortrinsvis bestå af originale, renoverede vogne fra ABA, af hvilke der eksisterer omkring 12 hovedsageligt 3.klasse personvogne, som i dag indgår som dele af sommerhuse på egnen, og tre som er opmagasineret i Dansk Jernbaneklubs hal i Marslev. Èn 2.kl. bogie vogn i god stand findes også som sommerhus. Foreningen arbejder pt. på restaureringen af en original gods / kreaturvogn.

Foreningen disponerede i godt et år kun over et udendørs areal, men indgik så et lejemål i en hal på 200m2, hvor vores efterhånden ret store maskinpark kunne opstilles. Pladsen blev dog efterhånden for trang, og da det blev muligt at overtage en gammel fhv. kro med tilliggende på ca. 4 ha græsmark, opnåede vi en gunstig lejeaftale med Sønderborg Kommune.

Efter et kæmpearbejde af foreningens medlemmer med istandsættelsen af bygningerne indvendigt, råder vi nu over sammenlagt 450m2 værksteder og 250m2 til klubfaciliteter. Banens kommende forløb er fastlagt, og der er forhandlinger i gang med lodsejerne om det nødvendige jordkøb til banen og stationer. Der skal opføres to bygninger ved Nordborg stationen, en formindsket og tillempet kopi af den gamle Nordborg Station og (efter originale tegninger) en tro kopi af den oprindelige bindingsværks remise, der stod i Nordborg og Skovby.

Print/export